208 års erfaring med børneunderholdning

Som klovn optræder jeg oftest alene. Det betyder selvfølgelig, at jeg bærer hele ansvaret for forestillingen. Min energi er forestillingens energi. Dette er en del af udfordringen ved at optræde solo og selvfølgelig også det, som gør det tiltrækkende. Som soloartist bestemmer du det hele og det er din gevinst, når det lykkes.

Sommerhus Jegindø

I et stort sommerhus på Jegindø mødes hvert år 7 artister til inspirationsophold.

Helt alene er jeg dog ikke i arbejdsprocessen. Hvert år i marts måned tager jeg på inspirations­ophold på Jegindø sammen med seks andre artister, som alle arbejder professionelt med børneunderholdning. Gennem fire intense dage viser vi vores forestillinger for hinanden. Vi kommenterer og giver feedback. Erfaringer er der nok af, da vi sammenlagt har arbejdet 208 år med børneunderholdning.

I år har vi set på en helt ny forestilling af Mogens “Mugge” Pedersen (Øglegøglerne), hvori der indgår et komisk svævenummer. Som opfølgning fra sidste år, så vi tryllekunstneren Steen Peganis tryllenummer med en fransk hotdog, og jeg viste mit eget nyudviklede tryllenummer, hvor en tilskuer låner mine arme til at trylle “på egen hånd”.

Tryllekunstneren Steen Pegani får feedback fra Tonny Trifolikom (Cirkus Mongo), David Skunk, Jørgen og søren fra Det flyvende Kuffertcirkus

Børneunderholdning er en alvorlig sag -Tryllekunstneren Steen Pegani får feedback fra Tonny Trifolikom (Cirkus Mongo), David Skunk, Jørgen S. Mortensen og Søren Visby fra Det flyvende Kuffertcirkus

Søren Visby (Det Flyvende Kuffertcirkus) viste sit cigarkasse-jongleringsnummer, som skulle times til musik og lydeffekter. David Skunk (Cirkus Skunk), Tonny Trifolikom (Cirkus Mongo) og undertegnede gav hver vores version af samme nummer. Dette viste sig at være en meget underholdende måde at arbejde på.

Der blev også tid til at udveksle ideer om andre sider af vores arbejde end det at optræde. Fælles for os alle er, at vi også underviser. Derfor viste Tonny Trifolikom, hvilke klovnenumre han bruger, når han arbejder med workshops for de helt små skolebørn. Jeg fik desuden mulighed for at vise et par kommunikationsøvelser, jeg ofte bruger som ‘ekstranummer’ til mit foredrag om kropssprog.

Tonny Trikolikom jonglerer med hatte

Tonny Trifolikom varmer op med lidt hattejonglering

Når man har arbejdet med det samme fag i mange år, er det vigtigt at man hele tiden sørge for at udvikle sig og lære nye ting. En klovneoptræden må aldrig blive rutine. Det er simpelthen ikke morsomt at se en klovn, som bare gentager det han eller hun har gjort de sidste 20 år. Årets møde med kollegaerne har givet mig en lang to-do-liste med nye ting som skal arbejdes på, afprøves og finpudses. Den faglige fordybelse giver inspiration og en øget arbejdslyst som jeg også tager med ud når jeg optræder. Så med forårets forhåbentlig snarlige komme, er jeg klar til at komme ud i landet og lave en masse sjove forestillinger.

Deltagerne

Læs mere om deltagerne på deres hjemmesider.

Mogens “Mugge” Pedersen Øglegøglerne

Søren Visby, Det Flyvende Kuffertcirkus

Jørgen Stendal Mortensen, Det Flyvende Kuffertcirkus

David Skunk, Cirkus Skunk

Tonny Trifolikom, Cirkus Mongo

Tryllekunstneren Steen Pegani

Henrik Rasmussen, Klovnen Tapé

 

Skriv et svar