Bag næsen finder man mimeren, artisten og klovnen Henrik Rasmussen. Henrik har gennem de sidste 19 år arbejdet med ordløs kommunikation og komik – dels i arbejdet med børn, når han optræder som Klovnen Tapé, dels gennem sit arbejde som foredragsholder og underviser i kropssprog og kommunikation.
Henrik er selvlært klovn. Han har, siden han var ganske ung, interesseret sig for cirkus og artisteri. Allerede som 16-årig begyndte han at optræde professionelt som klovn. Den ordløse, kropslige komik har været i fokus lige fra starten. Den verbale komik er ofte begrænset til en speciel aldersgruppe eller kultur, hvorimod den ordløse komik kan virke på tværs af alders- og kulturforskelle. Så selv om forestillingerne først og fremmest skal være sjove og underholdende, så gør det jo ikke noget, hvis publikum samtidig kan forundres over, hvor meget man egentlig kan udtrykke uden at bruge et eneste ord.
Som artist arbejder Henrik med jonglering og balancekunst, og hvad der på cirkussprog kaldes klischnigg – det er et slangemenneske-nummer, hvor artisten laver bøjninger i leddene. Henrik tager i bogstaveligste forstand benene på nakken!
Henrik er opvokset i Lystrup ved Århus, men bor i dag i Brønshøj. Han arbejder hovedsageligt i Danmark og Sydsverige, men har også gennem årene gæsteoptrådt på Færøerne, i Grønland, England, Irland, Tyskland og Singapore. Herhjemme har han blandt andet kunnet opleves i Legoland, på Dyrehavsbakken, på Langelands-festivalen, til Danmarks Smukkeste Festival, under Århus Festuge, til sommerunderholdning i Botanisk Have i Århus, Vilde Vulkaner Festivallen og på Cirkusmuseet foruden til en lang række forestillinger på skoler, institutioner og biblioteker, til byfester, i sogne m.m.
Som foredragsholder og underviser har Henrik haft mulighed for at arbejde med mange forskellige personalegrupper i offentlige og private virksomheder. Hans oplysende og underholdende foredrag "Styr lige dit kropssprog!" har været afholdt for alt fra bedemænd, dyrepsykologer og erhvervsledere til fængselsfunktionærer, pædagoger og tegnsprogstolke. Her bruger Henrik sine mimiske færdigheder til på en underholdende måde at belyse vigtigheden af vores kropssprog og signaler.
Læs mere om foredraget "Styr lige dit kropssprog!"
Hvor heldig kan man være? Skal engagere en klovn til underholdning for børnene til en fest i en kolonihave, søger på internettet og finder Klovnen Tapé. Hvad sker der? Ikke kun børnene, men også unge og voksne sidder tryllebundet, griner, klapper og bliver stadig forbløffede over Tapés næste trick.
Da showet er slut, og Tapé skal pakke sammen, var vi også vældig imponerede over, at børnene måtte røre hans rekvisitter. Jeg hørte endda en knægt på 8 år komme hen til Tapé og spørge, hvordan han kan være så dygtig. Tapé giver sig tid og siger: ’Øvelse, masser af øvelse.’
Tak for et rigtig godt show!"
Klovnen Tapés forrygende optræden tog vejret fra de fleste. Publikum kunne mærke deres egne knogler, sener og muskler knage, da Tapé – som slangemenneske – tog begge ben på nakken. Efter hans show tilkendegav flere forældre, at det var noget af det bedste underholdning, de længe havde set. Det er ikke sidste gang, vi inviterer Tapé til Frederikshavn."